Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden! Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst, Paa sin vingede Hest Jager Tiden hen over Jorden - !' * Vandringsmanden. Et Hjem for Samojed og Pescheræ Viser den frosne Jord med sin Snee; Men her, som i et Feeland at see, Staaer det riimfrosne Træ Og løfter mod Solen sin glimrende Green Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen. Det er deiligt at see, Hvor over den hvide Snee Den sorte Rovfugl svæver, Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver, Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv For den qviddrende Spurv. - Ja, nyfødt Aaret er vorden! Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst, Paa sin vingede Hest Jager Tiden hen over Jorden, Trykker med faderlig Arm Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm. Er Maanen i Næ tolv Gange vorden, Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden, Hvorfra den ventende Broder vil stige Igjen til sit evige Rige. Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav, Hvor Aaret forsvinder, Hvorfra det nye oprinder For vor Jord, denne altid blomstrende Grav. Tiden (paa sin vingede Hest). Min Jord, Du er saa skjøn at see I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee! Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv, Alt peger til et Guddoms-Bliv! Du Hvilepunkt for Tanken gav; Først saae jeg kun et Taage-Hav, Det maatte snart for Lyset døe, Og Du fremstod, men alt var Sø! Da voxte frem den første Ø, Med Skov og Frugt og Blomster smaae, Og Mennesket sin Skaber saae. Hvert Aar et Barn jeg sendte ned, Og gjennem Had og Kjærlighed Det atter sig til Himlen svang, Naar Maanen skifted' tolvte Gang. Vandringsmanden. See de henrundne Aar, som bevingede Smaae, Svæve hen i det Blaae. Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar, Nærmest ved Faderen staaer; Verden det nævner: 'det gamle Aar'. Det stirrer mod Jorden tilbage, Hører dets Klage! Tiden. Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad? Paa Jorden har Du endt din Daad, Alt voxer der for Herrens Meed, Til Frihed, Kraft og Kjærlighed. Det yngste Barn vel græder meest, Men har det derfor Sorger fleest? Det gamle Aar.* Hvor mellem Myrter og glødende Frugter I Bugter Floderne gaae I den tryllende Nat, under sydlige Blaa, Eet, kun Eet i Naturen jeg saae: Kulsorte Ravne med hæse Skrig Fløi om svævende Liig, Og de sang, jeg det hører paa ny! '- Stille det er i den mægtige By, Stille, som her under Galgen. Guitaren toner ei længer mod Sky, Sværdet i Balgen! Beder og drømmer, Qvinde og Mand, I Tajos og Ebros blomstrende Land. - Fra Fængslernes pestfyldte Gange, Hvor Vandet steeg om den døende Fange, Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig; Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig; Ungdommens Slægt, Under Lænkernes Vægt, Sendt bort, langt bort over Hav, Til Africas brændende Grav, Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang, Sang en Vuggesang, Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge, I mægtige Ringe, Mig svang om Don Miguels Slot Og sang for min Drot!' - Saa qvad den sorte skrigende Ravn. Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn, Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane; Thi plantede jeg kjækt den franske Fane Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned, Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed. - Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer, Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer, Jeg saae det ladte Trækskib glide frem, Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem. Mod Natten sov den raske Bonde ind, Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind, Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig, Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig, Thi Pestens fule Sot det monne være. Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære, Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae, Som Aadsler paa de øde Marker laae, Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn, Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn; Men Himlen brændte i den røde Lue. - I Grændsebyen, i den lave Stue, Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen; Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen Og læste høit: - 'Den Rige havde Eet tusind Faar, den Fattige kun eet, Da tog den Rige dette eneste - -' Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie, Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie! 'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han, 'Som I og jeg og alle har oplevet; Kun kom Propheten ikke der og sagde Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!' - Tre Naboer - de vare mægtige - Faldt paa at ville dele mellem sig Den mindre rige Naboes Eiendomme; Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham, Og sendte disse bort, langt bort derfra, Behandlede ham som en Hund i Lænke, Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham, Han havde intet mere - kun sit Navn, Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham, Han voved' Kampen mod den Mægtige; Han kun forlangte Livet og sin Frihed! Han stred. Han stred alene, uden Hjælp; Og Mængden græd ved Mandens store Jammer, Men taalte roligt dog, man slæbte ham Til Slagterbænken, det forlangte jo Den mægtige, den stolte Herres Ære!' Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav Over det svulmende Hav. - Dybt, hvor Naturen synes at sove, Hvor de vilde Huroners Tal Søge Fjendernes Hjerneskal, Hvor den svulmende Flod Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod, I Amerikas uendelige Skove; Hvor i Kredse Fuglene steeg Om en tusindaarig Eeg, Og hvor atter Stilheden, dyb og lang, Gjorde Barmen trang, Der saae jeg en Flok, nei en Hær, Qvinder og Børn, Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn Ved det blaahvide Maaneskjær. Indfødte, Kristne ved Daab og Ord, I det blomstrende Fædreneland, Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord Af den hvide Mand. - Frihedens Land, med stigende Flor Du hæver Dig blomstrende stor, Mens de ældste Slægter vige og svinde! Ja mod Vest, høit mod Polen, Som Solen, De hendøe bag Bjergenes Tinde. - Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred, Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred, Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige, Og Danmark kaldte man det lille Rige! - Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld, Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld, Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see, Som Kornets Spiren under Vinter-Snee. Tiden. Og end Du græder, skjøndt Du saae, Hvordan der Liv bag Døden laae? Aarhundredet, som Aaret, har Jo først sin kolde Januar! Kan alt i den dit Øie see Det Grønne bag den hvide Snee, Da maa dit Hjerte glad Dig spaae, Hvad Vaarens Kampe bringe maae. Alt grønne Spirer Danmark har, Og Jorden Friheds Januar! - Vandringsmanden. Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand? Forstod jeg vel Naturens dybe Tale? Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand, Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale! Din Januar al Jorderige fik, Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise, Af Januar fik Danmark Frederik, Og Danmark kan det første Grønt fremvise!